De 5 fyrværkeriråd

Når du anvender fyrværkeri, er det vigtigt at have en så sikker adfærd som muligt for at undgå ulykker.

1Beskyttelsesbriller er et must!

Hvis der er én ting, du ikke må glemme til nytårsfesten, så er det beskyttelsesbriller. De er nemlig din allerbedste beskyttelse mod fyrværkeriskader – både som affyrer og tilskuer.

Og det er altså ikke bare noget, de voksne finder på – statistikken taler sit tydelige sprog: 3 ud af 4 af dem, der kom til skade i fyrværkeriulykker i 2023/2024, havde ikke brugt beskyttelsesbriller.

Hvert nytår ender mellem 200 og 300 personer på skadestuen på grund af fyrværkeriskader, og i 2021/2022 var hver tredje af de personer tilskuere. Så husk beskyttelsesbrillerne – også selvom du baaare lige skal ud og se en enkelt raket.

Ps. Vil du have god nytårs-stil, sørger du for at medbringe ekstra briller til dine glemsomme venner.

2Brug kun lovligt fyrværkeri – for din egen sikkerheds skyld

Ulovligt og hjemmelavet fyrværkeri kan være livsfarligt, og du risikerer – rent ud sagt – at det eksploderer op i hovedet på dig. Af den grund skal du kun anvende lovligt fyrværkeri, som du kan kende på CE-mærket. Hvis du ikke kan finde CE-mærket, er fyrværkeriet ulovligt, og du må ikke anvende det.

Desuden skal fyrværkeriet have en dansk brugsvejledning, som angiver sikkerhedsafstanden. Du må altså ikke tage udenlandsk fyrværkeri med hjem til Danmark eller bestille det fra udenlandske webshops – heller ikke hvis det er CE-mærket.

3Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden

Håndskader udgør omkring 30 % af alle fyrværkeriskader – og konsekvenserne kan ændre dit liv. Hvis du holder tændt fyrværkeri i hånden, kan det nemt blive det sidste, du bruger hånden til.

Undgå at sprænge dine fingre eller hele din hånd i stykker ved at følge brugsanvisningen nøje, og husk generelt:

  • Sæt raketten i en holder
  • Sørg for, at batteriet står godt fast
  • Lad solen ligge, mens du tænder den

Husk desuden at opbevare dit fyrværkeri sikkert – for eksempel i en pose. Hvis du putter krudtet i lommen, risikerer du, at det antændes ved et uheld og giver alvorlige skader på din krop.

4Læn dig aldrig ind over fyrværkeriet - og hold afstand

Det kan have fatale konsekvenser, hvis du læner dig ind over fyrværkeriet, når du tænder det. Hold derfor sikker afstand til raketten eller batteriet, når du sætter ild til lunten, og brug for eksempel en træpind, der ikke går ud i blæsevejr.

Når fyrværkeriet er antændt, skal du holde sikkerhedsafstanden, som er angivet på alt godkendt (CE-mærket) fyrværkeri.

5Gå aldrig tilbage til en fuser

Som du sikkert ved, kan man aldrig stole på en fuser! Hvis fyrværkeriet ikke går af som forventet, er der noget galt, og det kan eksplodere uventet. Lad det ligge, og hold afstand. Senere (tidligst efter 30 minutter) skal du fjerne fuseren, så andre ikke kommer til skade – brug for eksempel en skovl og en spand.