Om kampagnen
‘Din nye virkelighed’
Gennem årene er danskerne blevet bedre til at håndtere fyrværkeri, men alt for mange slutter stadig årets sidste aften med en tur på skadestuen. I nytåret 2023/2024 kom 192 personer til skade med fyrværkeri, hvoraf 34 fik alvorlige skader.
“Din nye virkelighed” sætter gennem seks film fokus på, hvordan få sekunders spænding kan ændre resten af dit liv. Som du måske har bemærket, er hovedrollerne i alle film unge mænd – og det er desværre ingen tilfældighed. Flertallet af dem, der kommer til skade med fyrværkeri, er nemlig drenge og mænd under 26 år.
Måske du selv trænger til at få genopfrisket reglerne for fyrværkeri? Du finder den vigtigste info under fanerne “De 5 fyrværkeriråd” og “FAQ”. Har du helt tjek på sikkerhedsafstand, oprydning og korrekt fyrværkerihåndtering, kan du sende kampagnen videre til en ven, der kunne bruge en kærlig påmindelse.
Kampagnens strategi
Strategien med kampagnen har været at skabe scenarier, som med humor og identifikation fanger målgruppen og efterlader dem med stof til eftertanke. Konceptet taler ind i en virkelighed, som kan blive en realitet, hvis man ikke tager sine forholdsregler, når man affyrer krudt.
Vores ambition har været at skabe seks film, som (i et overload af doomscrolling) formår at brænde sig ind på målgruppens nethinde – og poppe op i deres bevidsthed i affyringsøjeblikket nytårsaften.
Målet er naturligvis, at unge mænd tænker sig om en ekstra gang på årets sidste dag – men også at give dem hjælp til at minde deres venner om, at 10 minutter med beskyttelsesbriller er federe end et helt liv uden syn. Kampagnen tilbyder med andre ord vokal ammunition.
Vokal ammunition
Kampagnen har til hensigt at give venner og bekendte til en lemfældig krudtkonge noget vokal ammunition i affyringssituationen. Altså noget, de kan sige til en affyrer, der er ved at læne sig ind over raketten uden beskyttelsesbriller med en smøg i mundvigen. Noget mere cool end: “Pas nu på” eller “Hvor er dine beskyttelsesbriller?”.
Kampagnens greb med humor og identifikation giver de unge mænd et sprog for at være forsigtig, der er mere cool end cringe. Fx kan de sige: “Nå, du vil gerne lære at tørre røv med venstre hånd?” eller “Jeg håber sgu ikke, du har for mange Tinder-dates linet op i det nye år”.
Din mor med på en spiller
Vil du gerne kunne spille Apex, Fortnite og COD i det nye år, så følg de her tre råd:
- Sæt raketten i en holder
- Sørg for, at batteriet står godt fast
- Lad solen ligge, mens du tænder den
Vågnede op lidt grim i dag
Det er op ad bakke, hvis ikke engang din telefon kan genkende dig – og derfor nægter dig adgang til din ild Snap-streak og søde Messenger-flirt. Undgå 2025-FOMO: Læn dig aldrig ind over krudtet, når du tænder det, og hold altid sikkerhedsafstanden.
Lær at tørre dig med venstre
Tip til at holde mor ude af dit personal space på toilettet: Følg fyrværkeriets brugsanvisning nøje, og undgå at sprænge fingre eller hele din hånd i stykker.
Ekstra hårdt arbejde på første date
Vil du gerne lave giz, må du have rizz – og det har du altså næppe med et kæmpe kødsår på kinden! Husk derfor altid at bruge lovligt fyrværkeri, som ikke risikerer at eksplodere op i hovedet på dig.
Skal du have en hånd?
Vidste du, at ca. hver tredje af alle fyrværkeriskader er håndskader? Hvis du holder tændt fyrværkeri i hånden, kan det altså nemt blive det sidste, du bruger den til.
Ingen fast føde i det nye år
No cap, hvem gider at høvle suppe og drikkeyoghurt med tømmerbobs? Gør dig selv og dine fremtids-cravings en tjeneste – håndter nytårskrudtet forsvarligt, og lær de fem fyrværkeriråd.